Før du køber Leonbergerhvalp

Der er en del at tænke over før du køber Leonbergerhvalp

Før du køber leonbergerhvalp er du nødt til at spørge:

  1. Vil hele familien have hund?
  2. Er der tid og overskud til at have hund – også når I tænker på hvormeget børnene kræver af jer ? Prøv at læse denne lille historie du kan klikke dig tilbage hertil igen bagefter. Husk iøvrigt, at I skal planlægge ca. 3 ugers ferie når I får leonbergerhvalpen hjem. Så kan den vænne sig til jer, lære noget om renlighed, og blive tryg.
  3. Har jeres leonbergerhvalp selskab i dagtimerne? Eller rettere: Hvor meget skal den være alene?
  4. Ved I hvor stor den egentlig bliver? Ja, ikke fordi VI synes den er så stor :-), men ofte glemmer man, at en stor race også kræver tilsvarende meget plads, både inde og ude.

Der er meget at tænke over, før du køber leonbergerhvalp, men det meste er skrevet for din egen skyld

Før du køber Leonbergerhvalp: Læs dette – og overvej så … du må også gerne ringe til os, men vi er jo altså ret så “farvet” af at Leonbergeren for os er verdens dejligste race!Det at have hund har også negative sider som er vigtige for familien at få diskuteret.
Før du køber leonbergerhvalp, skal du vide at Leonbergeren er en stor race med meget pels. Den fælder ca. 2 gange om året og det bliver faktisk til ganske meget pels. (Du må have en solid støvsuger). Pelsen er egentlig ikke så vanskelig at holde – der er ikke så meget underuld – men du må påregne at børste den et par gange om ugen, og hver dag i fældeperioden.

Vi har nogle forventninger til vore hvalpekøbere

1. En hund er et udpræget flokdyr. Derfor er det vigtigt at respektere, at den ikke skal være overladt til sig selv i 75 % af døgnets timer.
Hunden må ikke lades alene hjemme i mere end ca. 4-5 timer hver dag, hvis den skal være alenehund – det vil sige, hvis der ikke er andre hunde i dens nye hjem. Ønskesituationen er at:
– en af jer voksne er meget hjemme/arbejde hjemmefra
– der er en hundesitter et par timer hver dag,
– hunden kan komme i pleje hos forældre ell.lign.

Altså ikke to fuldtids-udearbejdende, der arbejder på samme tid, men gerne hvis den ene f.ek.s er natarbejder, eller arbejder en del forskudt i forhold til den anden. Det nytter ikke, at et halvstort barn kommer hjem hver dag efter skole, for vi ved, at sådan bliver det kun så længe hunden er ny og spændende.

2. Vækstfasen er især vigtig. Her skal din hvalp vokse langsomt og roligt. Din hund er hvad den spiser – ligesom dig selv. Du kan risikere at et forkert/dårligt foder er direkte årsag til både alvorlig og mindre alvorlig sygdom. Derfor skal du fodre med et foder af høj kvalitet. Du kan vælge at bruge det som vi selv importerer, eller vi kan i fællesskab finde et godt foder.
3. Meld dig til et hvalpekursus, og sidenhen et grundlæggende lydighedskursus.
Det er her du lærer din hund at forstå DIG. Og det er her du lærer at forstå din hund.

Lad os mødes før du køber leonbergerhvalp

Vi håber at du har lyst til at have lidt kontakt med os, for vi vil rigtig gerne høre hvordan det går med jeres hvalp/hund.
Og vi bliver meget taknemmelige, hvis I vil fortælle os det, hvis hvalpen/hunden bliver alvorligt syg (også kun hvis det er ved mistanke). Vi håber også at du vil oplyse os om dens evt. død/aflivning samt dødsårsag.

Men lad os møde hinanden først. For du har garanteret også forventninger til os som opdrættere. Når alt kommer til alt er der jo tale om et gensidigt tillidsforhold – og en masse kemi -, hvor begge parter, allerede når vi mødes første gang, finder ud af om vi overhovedet vil og kan “arbejde sammen”.
Så ring endelig. Vi har hvalpe med jævne mellemrum, og vi synes det er en fornøjelse at møde nye Leonberger entusiaster. Velkommen her på Leodania.