Leodania’s Tulip Royal Design, en skøn leonbergertæve som vi kalder Sheila i hverdagen. Hende valgte vi at beholde fra kuldet efter Aggie og Umberto. Umberto er for det første ud af nogen rigtig spændende linier, der ikke er så brugt endnu, og for det andet er der altså noget over ham – noget på een gang OOMPFF og elegance, som vi ikke kan stå for.

Vi ønskede os en leonbergertæve, som med klogskab og fast pote kunne styre flokken af piger her på Leodania. Sheilas mor, Aggie, kunne det der med at lave elegante hunde, så vi var sikre på, at de to, Umberto og Aggie, tilsammen kunne lave noget virkelig godt. Og det synes vi også de har gjort.

Sheila har fået flere ‘Excellents’ (bedste vurdering) på udstillinger – ikke at det betyder så meget for os.

Sheila er en mørkøjet skønhed, en leonbergertæve med alt hvad vi ønskede: et årvågent blik og en utrolig mild men stærk karakter. Hun har det hele. Hun elsker kærtegn, elsker mennesker, elsker andre dyr. Som mange leonbergere elsker hun bilen, elsker ture, elsker besøg. Hun elsker bare livet! Hun er meget afbalanceret. Og det er hende, som med blid men fast hånd har styr på de andre piger i flokken.

Hun er løvegul med lækker, kraftig pels og en lang og meget pelsrig hale, god maske, højt satte ører. Lige ryglinie og parallel benstilling. Hun står højt på poterne, faktisk næsten på tæerne.

Sheila har fået 3 kuld, sidste kuld i 2016. Hun har givet nogle fantastisk skønne hvalpe, hvor vi selv har beholdt 2 af dem, nemlig Stevie og Yellow fra Fantastic!-kuldet i December 2014. Du kan se mere om hendes seneste og sidste kuld her, for det er nemlig vores HappyBirthday kuld

Født: 14. Januar 2011
Mor: Leodania’s Hera Goddess of Birth
Far: Umberto Ligocka Wataha
HD: A
AA: 0
Tandsæt: Normalt – saksebid
Øjne: ingen anm. – undersøgt under narkose, så ingen certificering
LPN1: N/N
LPN2: N/N
Højde: ca. 70 cm.
Udstilling Tid Præmiering Klasse
DLK, Holme Olstrup 29.10.12 Excellent, CK, 2, plads Junior
DKK, Aarhus 25.08.12 Excellent, 1. plads Mellem
DKK, Vejen 16.09.12 Excellent, 1. plads Åben
DLK, Hune 13.10.12 Excellent Åben
DKK, Fredericia 09.02.12 Very Good, 3. plads Åben