Her hos os på Leodania er det ultimative mål, at leonberger og menneske kan sameksistere på en måde, så alles behov bliver opfyldt.

Hvad er det så for behov?

Vi har nogle fælles behov for at være sammen. Vi er en stor flok, en symbiose, hvor alle har en plads, der bekommer den enkelte godt. Det behøver slet ikke være kvalitetstid i form af indviklede labyrinter i træ, løbe-efter-bold eller andet. Det helt grundlæggende behov er, at vi er sammen så meget vi overhovedet kan. Når jeg arbejder på kontoret, er jeg flankeret af hunde. Når vi sidder i stuen, kommer de tøffende ind og lægger sig omkring os. Når vi er i haven er hundene altid med. Jeg er hjemme 80% af tiden, og det betyder meget for både hundene og mig. Hos os handler det om kvantitetstid. Ikke kvalitetstid.

Men er det nok? Er det nok, bare at være til stede?

Når en flok skal vælge en flokleder, så sker det faktisk noget anderledes end en moderne virksomhed i dag tror det gør. I virksomheden vælges en chef ud fra hans meritter, og hvor høje karakterer han fik i skolen. Og så skriver man chef på hans dør.
I en naturlig flok individder, vælges en flokleder ud fra helt andre meritter. Det er egenskaber som synlighed, overblik, ro, balance, konsekvens, kærlighed og – ikke mindst – at være fuldstændig klar i mælet. Ikke kun i lyd, men også i kropssprog. Hundens sprog er fortrinsvis kropsligt.
Hverdagslydighed handler i virkligheden om, at vi alle kender vores plads, ved hvor vi har hinanden og kender vore grænser. Det handler om, ikke at overskride hundens grænser, og det handler om at sætte grænser selv.
Egentlig er det et ret komplekst system, men ved at være 100% opmærksom på alle detaljer i interaktionen imellem os, kan jeg – hvis jeg er dygtig nok, og har den rette menneskelige karakteregenskab – gøre mig fortjent til, at hundene faktisk vælger mig som flokleder.

Og det har de gjort. Jeg er ikke boss. Der står ikke chef på mit dørskilt. Hundene har valgt, at jeg er deres menneskelige flokleder, og det betyder, at jeg arbejder tæt sammen med alfatæven, respekterer hendes valg, og forsikrer hende om, at jeg har styrke og ro og overblik nok til at passe på os allesammen. Så længe hun stoler på mig, så har jeg en fuldstændig homogen flok, som aldrig gør noget uhensigtsmæssigt.

Så hvad er hverdagslydighed? Hvor blev den af, i det her? For mig er hverdagslydighed ensbetydende med tilpasning til omgivelserne. Hvis jeg gerne vil have, at min hund sætter sig, så beder jeg pænt om det, eller venter, til den selv mener, at den kan sætte sig, uden at den går glip af noget. Det er sjældent at jeg behøver at sige at en hund skal gå og lægge sig. Det gør den nemlig helt af sig selv, når den finder ud af, at der ikke er fare på fære, ikke er noget den lige nu skal forholde sig til.
Når vi skal gå tur, har vi fra starten gjort det så spændende at gå ved siden af os, følges med os, at snoren altid er slap. Vores hunde har ikke behov for at trække af med os. De kan rigtig godt lide at gå sammen med os. Det er vigtigt, at hundene kommer når vi kalder. Derfor har vi nogle lyde, som betyder, at der er kæl og kys, når de kommer hjem. Og det har de lært fra 1. dag. Så de kommer allesammen på én gang, tordnende op over engen, når bare et enkelt navn bliver kaldt. Eller når indkaldslyden bliver råbt ud. Det er en skønt syn, forresten 🙂

For os er hverdagslydighed noget vi har øvet og trænet som leg og positiv indlæring helt fra dag 1. Det er tilpasning, som kommer hen ad vejen, respekt for hundens alder, forståelse for, at en unghund er fuld af energi og det skal der være plads til, hensyn til de gamle og hvalpene.

Written by 

Related posts