I rigtig mange specialklubber indenfor hundeverdenen, er det et krav, at avlsdyrene skal have været udstillet et bestemt antal gange i en bestemt kategori, for at kunne godkendes til avl. Og ikke nok med det, de skal også have opnået en høj karakter.
Men paraply organisationen over alle specialklubber under FCI stiller ikke krav om udstilling længere. Det er der nogle åbenlyse årsager til, blandt andet mener de, at opdrættere selv kan bedømme deres avlsdyr, og dermed ønsker de at give så meget af ansvaret for avlen til opdrætteren selv.
Leonberger uden udstilling
Ingen af klubberne stiller decideret krav om udavl. Det er helt ok at parre to forældredyr som er søskende eller halvsøskende. Indavl er helt ok, selvom det er videnskabeligt bevist, at det er i indavl, at alle sygdommene opstår og selvom FCI faktisk anbefaler at man undlader det. 
Men hvad er det egentlig vi avler for? Er det egentlig en sund tendens, at hundene skal have en konformitet som er bestemt af hvordan en dommer helt subjektivt synes at en given race skal se ud?

Er det sundt, at en Fransk Bulldog skal have så flad en snude, at de næsten ikke kan trække vejret? Eller at en anden race skal have så udstående øjne, at der er risiko for at de falder ud? Bare fordi dommeren synes det ser fedt ud? Er det sundt, at de to forældre har samme mor? Altså at de er halvsøskende?
Skal en Leonberger have straf point for at have en hvid plet på brystet, som er større end en håndflade, eller hvide poter – og således måske derfor ikke kan gå i avl? I Estland straffes en Leonberger hvis dens haleføring kommer op over ryglinien. Gør den dét, kan den ikke opnå en Excellent, og dermed udgår den som avlspotentiale. Det er helt underordnet, at den kan være ud af rigtig sunde, skønne linjer, med fantastisk karakter og med alle helsepapirer i top. En høj haleføring er nok til, at den ikke kan indgå i avl!
I Danmark er det helt ok at parre to halvsøskende. Denne parring kan opfylde de få krav der er til avl.
Men det er ikke ok at parre to forældredyr, der tilsammen har en ekstremt lav udavlsgrad, som begge er gennemtestede rent helsemæssigt, mentalttestede osv. og hvor alle tests er i top og helt uden anmærkninger, men hvor den ene ikke er udstillet.

Er vi igang med at lave BONSAI HUNDE? Og sker det på bekostning af generel sundhed, individets helbred og karakter?
I hvert fald har det en ret fatal konsekvens for hunderacer, hvor populationen ikke er ret stor. Det betyder, at hvis en hunderace ikke er særlig udbredt, så findes der ofte heller ikke ret mange i avl. Hvis så der – oveni denne antalsmæssige begrænsning – også skal begrænses på, hvorvidt hunden er udstillet eller ej, så begynder der at opstå et problem med for eksempel den såkaldte matador avl, hvor de udstillede hanner med bedste resultater også er dem, der har allerflest hvalpe. Helt uafhængig af, om han er ud af gode, sunde linjer eller ej, eller hvor mange hvalpe han har lavet allerede.
Men der sker også dét, at når udstillingerne får en så afgørende rolle i avlsarbejde, så vil rigtig mange opdrættere benytte LINJEAVL.
Linjeavl er en pæn måde at sige INDavl på. Man vælger at avle på avlsdyr, der er relativt nært beslægtede, for at få et så homogent udseende på afkommet som muligt. Man kalder det TYPING, og det er meget udbredt i rigtig mange racer. Men Linjeavl sker altid på bekostning af sundheden. Indavl bringer kun problemer med sig. På den korte bane er der måske nok en success for opdrætteren, fordi en vindende han eller tæves fine eksteriør kan blive gengivet i næste generation ved intensiv ‘typing’.
Men denne tendens hen imod drømmen om den perfekte hund er forbundet med store ricisi for racehundene. Der er hunderacer, der er så belastede af et ultra radikalt udseende, at de faktisk har en elendig livskvalitet.
Men på den lange bane sker der flere meget uheldige ting.

  • Faldende fertilitet (frugtbarhed) – måske endda indavlsdepressioner, hvor naturlig parring slet ikke er mulig
  • Sygdomme mangedobles, fordi der slet ikke skæves til de evt. sygdoms tegn der ligger i linjerne
  • Hjerteproblemer kan opstå spontant, fordi et indavlet hjerte ikke er et stært hjerte
  • Kortere levetid kan blive en tendens i linjen – måske dør hunden allerede ved 4 års alderen ..Naturen har sin egen måde at rense ud på
  • Allergier bliver mere udtalte – og er et typisk svaghedstegn
  • Karakterbrister – fx. skyhed, aggressivitet mv. kan forstærkes
  • Tandfejl opstår eller forstærkes. Har en hun fx. en lovlig tandmangel, kan dette nedarves og blive langt værre i de efterfølgende generationer.
  • Nye sygdomme kan opstå, som det hos Leonbergeren var tilfældet med LPN.

Forskellen på, om en hund er udstillet eller ej kan være lig nul. Leonberger hanhundeDu ser to hanner i sne på et af billederne i denne artikel. Det er store, lækre leonberger hanner, og begge opfylder til punkt og prikke den racestandard der er for racen. Og meget mere til. Men kun den ene er udstillet og har den obligatoriske præmiering. Begge har godkendte sundhedspapirer. Men faktisk har den hanhund, der er udstillet (verdensvinder!) en mild albueledsartrose på det ene forben. Ikke noget alvorligt. Men han har den.
Og Albueledsartrose, også kaldet AD, er ikke alene arveligt. ArvBARheden, dvs. sandsynligheden for, at det nedarves, er ret så stor, i særdeleshed, hvis der parres ind på en partner som også har AD!
Den hanhund, der ikke har været udstillet har til gengæld topscorer på alle sundhedspapirer. Hans linjer er fine, han har selv en relativt lav indavlsgrad og har en fantastisk karakter. Den udstillede han har uden videre vrøvl kunnet indgå i avl. Den ikke-udstillede hanhund kan i realiteten ikke indgå i avl uden videre – alene fordi han ikke er udstillet. I Danmark kan han ikke godkendes af specialklubben.
Giver det mening? Sundhed i top, karakter i top. Gode linjer. Alt i top. Men han er ikke udstillet!!
Der er opdrættere indenfor diverse racer – også Leonberger – der ser stort på evt. ricisi for nedarvede skavanker. Det gør ingenting, at hundene – måske ovenikøbet BEGGE forældredyrene – har for eksempel Albueledsartrose (AD). Det er tilladt at avle på dette ifølge specialklubben – bare begge forældre er udstillede og har gode præmieringer. Det gør intet, at halvsøskende parres, selvom de er meget nært beslægtede, der fx. er tandfejl i kuldene som sådan mv. Det bliver godkendt.

Nu er det jo ikke sådan, at man ikke kan udstille, hvis man er interesseret i dette. For rigtig mange er udstillinger en sport, og det er helt fint, så længe man også betænker hundens tarv.

Men dét, at man ikke udstiller indebærer bestemt ikke nødvendigvis, at der er gået på kompromis med udseende.
Men ved at lægge vægt på udavl, og ved ikke at fokusere på udstillingsresultater som det eneste saliggørende, kan man vælge en ikke udstillet avlshan, der til gengæld er sund og rask og som bidrager med en øget population til racen. Dette betyder, at den biologiske variation (også det man kalder biologisk diversitet) i racen forøges, og den generelle sundhedstilstand bliver højnet. Fx. således, at schæferen ikke har så lav en bagpart. Cavalier’en ikke får problemer med hjernen, Leonbergeren ikke får endnu flere neuromuskulære eller knogle/ledmæssige udfordringer, samt indavlsdepressioner, og NewFoundlænderen ikke igen får hjerteproblemer. Dette er blot eksempler.

For mig er der ingen tvivl. Man avler ikke således, at fx. AD bliver fordoblet. Hvis begge forældredyr har Albueledsartrose, så er sandsynligheden for, at hvalpene arver det ret så stor, og derfor parrer man dem ikke. Heller ikke selvom det er tilladt for specialklubben.
Man avler ikke på bærer af en neuromuskulær lidelse, hvis risikoen for, at afkommet får lidelsen er til stede.
Man parrer ikke nært beslægtede forældredyr. For uanset, om man tror at de er fri af sygdomme, så er dette helt sikkert ikke 100% sikkert, og risikoen for andre problemer – se ovenfor – er enormt stor.

For mig er fokus på sundhed, lang levetid og god karakter de tre første prioriteter. Det opnår jeg udelukkende ved udavl, samt så indgående kendskab og gennemgang af linjerne bag som det er muligt. Men dette kræver, at gen-poolen, dvs. antallet af unikke/ikke relaterede hanhunde, er så stor som mulig. For en “lille” race som fx. Leonbergeren, betyder dette også, at vi er nødt til at se bort fra, hvorvidt en given hund er udstillet eller ej. For det er ikke vigtigt. Det er overhovedet ikke væsentligt. Det væsentlige er, hvorvidt hunden er sund, kommer af sunde linjer, har en god karakter, har en meget lav indavlsgrad over så mange generationer som muligt og – i tilgift – opfylder racestandarden på så mange væsentlige punkter som muligt (naturligvis).
Men hvor ligger sygdommene? Hvor stor er indavlsgraden på 4. generation bag de to forældredyr? Hvor lang er levetiden, hvor god er fertiliteten?
Dette kan kun de færreste svare på. Men der findes heldigvis også dem der kan. De opdrættere, der vil det absolut bedste for deres race, har siden de startede selv sørget for at holde sig maximalt opdaterede omkring sygdomme og andre udfordringer i deres respektive racer. De har sat sig ind i de enkelte sygdomme, som kan ramme racen, forstår hvad den indebærer, hvilke ricisi der er forbundet med den osv. Og de har kortlagt hvor sygdommene gemmer sig i de forskellige linjer. De har forsøgt at gå bagom “lukkede døre” når det handler om information om de enkelte dyr. For desværre er der mange opdrættere, der ikke på nogen måde ønsker at dele med omverdenen, , hvilke sygdomme deres avlsdyr har i linjerne, og som decideret truer med advokat, hvis den mindste smule information om deres hunde kommer ud i det åbne lys.
Så hvis du som hvalpekøber spørger denne opdrætter, om der for eksempel er cancer i linjerne, så er svaret med det samme ‘nej’, fordi de ikke ønsker at dele det med dig. Frygten for dårlig omtale i denne verden er stor.
Ønsket om at vinde og få en champion er stor.
Begæret efter berømmelse er stor.
Drømmen om at være den opdrætter, der har de mest succesfulde og smukke hvalpe på udstillingerne rundt om i verden er stor.
Alle disse ting er jo indbegrebet af opdrætterens ‘dans på roser’. Det er det lyserøde billede af dét at være opdrætter.
Og overskygger i overvejende mange tilfælde ønsket om at racen skal være sund og rask, have en sund fertilitet, lang og lykkelig levetid, have en god karakter for racen osv.

Læs mere her om, hvilke avlsprincipper jeg har,

 og om Worldwide Independent Leonberger Database

Så hvad er specialklubberne så til for? Hvem er de til for? Hvilke interesser plejer de? Er specialklubber med til at sikre sundhed og god karakter, når de stiller ultimative krav om for eksempel udstilling? Er Broholmeren tjent med et decideret KRAV om avl på det enkelte dyr uanset næsten hvad? Er en Siberian Husky tjent med et udstillingskrav, når det udseende, som dommeren ønsker, totalt forhindrer en Siberian Husky i at løbe/trække ordentligt – hvilket den jo er fremavlet til?
Hvis der er sundt, topfungerende avlspotentiale i blandt fx. søskendedyr til meget vindende hunde, hvorfor så ikke vælge at bruge disse – selvom de ikke er udstillede – hvis deres sundheds resultater måske endda er endnu bedre?
Hvis en avlskombination er god, og bidrager til en høj udavl, god sundhed mv. – hvorfor så ikke gentage den, hvis færreste af hvalpene går i avl alligevel?
Hvis en hanhund er toptunet, sund og med god karakter, hvorfor skal han så også udstilles, for at blive godkendt? Giver det mening for dig?

Mit ansvar som opdrætter er at sikre dig, som hvalpekøber og måske famiie, en sund hund, der fungerer optimalt og fantastisk i din familie. Jeg er forpligtet til at gøre mit yderste for, at du ikke mister din elskede hund for tidligt til sygdom, at du ikke får en hund, der af herkomst er aggressiv, så du bliver pålagt aflivning eller mundkurv eller andet skidt.
Jeg bør som opdrætter teste mine kuld, så jeg sikrer, at du ikke får en hund, som slet ikke passer til dig. Og ved du hvad? Oveni alt dette arbejde, som det tager årevis og indtil flere generationer at gøre ordentligt, kan man faktisk som regel – i tilgift – lave nogle vidunderligt smukke hunde. For på den lange bane kommer smukhed nemlig helt naturligt af sund avl, der bygger på sund fornuft, tålmodighed og omtanke.

Sidst men ikke mindst, skylder jeg måske at nævne, at ovennævnte for så vidt står for min egen regning. Ikke desto mindre, underbygges denne artikel 100% af FCIs (Fèderation Cynologique Internationale – den internationale Kennel sammenslutning) Avlsstrategier, godkendt i Madrid år 2010. Læs den her – den er på Engelsk, men bestemt ikke mindre væsentlig.

Written by 

Related posts